Når frygten for overstimulering resulterer i understimulering – og barnet som resultat slet ikke kan finde vej til søvnen

Du har været opmærksom på, at dit barn ikke blev overstimuleret i løbet af dagen. Du har sørget for ro op til sengetid med dæmpet lys, højtlæsning i sofaen, et dejligt bad og en sang, mens I fik nattøj på. Du har en helt fast putterutine med den samme bog, den samme bamse og den samme sang.

Alligevel har du hver evig eneste aften et barn, der roder rundt i sengen, sparker i dynen, munden står ikke stille. Og du kan simpelthen ikke forstå, hvad det er, der sker. Hvorfor skal I igennem det cirkus HVER aften, når du nu har gjort dig så umage?

Frustrationen er tiltagende, når vi som forældre har været opmærksomme på at skabe den gode rolige aftenrutine, og alligevel ender med 1 eller sågar 2 timers roderi ved puttetid, hvor tankerne om hvornår f*nden det barn gider putte sig står i kø, og afmagten stikker hovedet frem. 

Hos Sovende Børn ser vi det jævnligt, og vi ser et mønster i situationerne. Lad os forklare: 

Forældre er i årevis blevet forklaret, hvor vigtigt det er med en fast putterutine og ro op til lur- eller sengetid. De er blevet opmærksomme på, at børn kan have svært ved at sortere i sanseinput og derfor kan blive overstimulerede, særligt sidst på dagen op til sengetid. Alt dette er god viden, som mange familier har haft gavn af at have med i overvejelserne omkring deres struktur for lure og godnatputningen.

Så langt så godt. Det virker bare ikke for alle

Der er nemlig også de familier og børn, for hvem denne ‘rolige optakt’ absolut ikke virker beroligende og søvndyssende. For hvem en ordentlig gyngetur, kolbøtter i sofaen eller en god gammeldags pudekamp ville være langt mere effektivt i forhold til at gøre barnet klar til søvn. Barnet fik ikke ‘leget færdig’ eller mættet sit behov for stimulering. Og barnet kan derfor nu ikke kan sove til lur eller nat, selvom det tydeligt har brug for det.

Fokus på eller frygt for overstimulering kan for nogle børn resultere i, at de ikke får mættet deres behov for sanseindtryk. Behovet forsøges måske opfyldt ved sengetid, hvor barnet roder rundt og ikke falder i søvn. Nogle forældre taler endda om, at deres barn lige skal ‘bumle færdig,’ inden det kan give sig helt til søvnen. 

Dette kan i nogle tilfælde tillige være i kombination med, at man forsøger at putte barnet for tidligt i forhold til barnets individuelle søvnbehov. Eller i forhold til den mængde stimulering barnet har fået den pågældende dag. 

I forhold til lur kan det give udslag i, at vi som forældre f.eks. ender med at forsøge at putte barnet, fordi vi synes, at det har været vågen længe. Eller fordi barnet virker pylret, irritabel og urolig. Derfor vurderer vi, at det må være træt. Men barnet kan simpelthen ikke sove. Det er måske nok ‘ren, tør og mæt’ – men ikke ‘sansemæt’. 

Hvile efter arbejde

Lyder det indviklet? Det er det faktisk slet ikke. Ikke hvis vi prøver at kigge på os selv. Hvis vi har knoklet løs i haven, været på kursus eller været på stranden hele dagen, så vil langt de fleste mærke, at deres krop og/eller hjerne er godt brugt. Trætheden giver måske udslag i, at vi bestiller pizza, fordi vi bare er ‘helt færdige’. Vi har fået sanseinput på en helt anden måde, end hvis vi bare har siddet på kontorstolen med almindelige arbejdsopgaver eller trisset rundt derhjemme en rolig søndag. 

Nogle voksne vil måske være overstimulerede og have brug for ro efterfølgende. Mens andre har nydt den øgede stimulering og sagtens kunne tage flere dage i samme stil. Det samme gør sig gældende for børn. Nogle børn har brug for ‘knald’ på deres dag, mens andre trives bedre med ro – uanset alder. 

Hvordan kan den individuelle tilgang op til lur eller sengetid så se ud?

Det kan være det lille spædbarn, som hjælpes ind i søvnen ved at blive rullet stramt i dynen og hoppet på yogabold med god kraft på og med musik i baggrunden (meget sanseindput) – eller vugget blidt i armene i et mørkt og stille rum (sanseskærmet). 

Det kan være barnet, der netop har opdaget arme og ben, og som har brug for at få lov at lege aktivt med sin forælder. F.eks. med et aktivitetsstativ op til sengetid. Eller de har brug for at ligge med begrænset kontakt og sparke lidt for sig selv med en bamse. 

Det kan være barnet, der netop er begyndt at krybe. De har måske brug for at krybe aktivt efter et farvestrålende stykke legetøj, som man skiftevis lader barnet få fat i og flytter lidt længere væk. Eller har brug for at sidde tæt med en forælder i sofaen og blive krammet og nusset, mens man læser en bog.

Det kan være barnet, der lige har lært at gå rundt ved møblerne, som har brug for at gå lidt frem og tilbage og ‘fange’ de legesager, der ligger i møblerne. Eller som har brug for at putte tæt, mens man kigger på ét bestemt stykke legetøj og bare er sammen. 

Det kan være tumlingen, som er begyndt at kravle op og ned af møblerne. Han eller hun inviteres til at tumle rundt på en lille aktivitetsbane bestående af stuens møbler og forskellige legesager, der skal ‘hentes’. Eller som hjælpes til en rolig stund med et velkendt puslespil eller et kram og en sang. 

Som eksemplerne illustrerer, kan man prøve sig lidt frem med både aktiverende lege og mere afdæmpede lege. Det er kun én selv, der kan eksperimentere med sit barn og aflæse reaktionen. 

Der er et kæmpe fokus på søvn i vores samfund. Især ‘den dybe søvn’ er særlig kritisk og helt essentiel for barnets udvikling. Så vi er endt et sted, hvor nogle forældre i den absolut bedste mening kommer til at aflæse alle former for pjevs, irritabilitet og uro hos barnet som træthed. Men selv helt små babyer kan også bare kede sig. 

Derudover kan det være ganske gavnligt for forældre at vide, at børn tilbringer ca. 35-50% af deres søvn i REM søvn. Dette er den udviklende drømmesøvn. Det meste af den resterende tid bruger de i NREM 3 og 4 søvn. Dette er den restorative søvn, hvor barnet hviler og vokser sig stor og stærk.

De forskellige faser i søvnen er lige vigtige, og barnet når igennem faserne hver eneste søvncyklus – også når barnet kun sover 30-40 minutters lur. Bekymringen for, om barnet sover ‘godt nok,’ kan tage pippet fra selv den mest garvede forælder. Dette kan betyde at forælderen bruger unødig tid og kraft på at få puttet barnet, som meget tydeligt ikke kan sove.

Vores bud på en tilgang er at tilbyde søvn. Virker barnet ikke klar, så fyld lidt mere aktivitet på og prøv igen 20-40 min. senere. Måske var timingen bare skæv, måske var det bare barnets sanser, der lige skulle mættes helt. 

Så takeaway fra dette indlæg er:

“Man kan komme til at putte sit barn for tidligt klokkemæssigt, eller inden det har fået mættet sine sanser. Så barnet ender med at blive sansesøgende under putningen. Og så kommer søvnen uanset ikke. Man bruger således samme tid på at hjælpe barnet, hvad enten man ‘mætter’ dets sanser inden putningen eller under selve putningen. Men mættes, det skal de.”

Skrevet af: Søvnvejleder Mia Bernscherer Bjørnfort fra foreningen Sovende Børn.