0
    Din kurv
    Du er 800,00 Kr. fra gratis fragt
    800 Kr.
    Gratis fragt
      Anvend kupon
      Se vores anmeldelser på Trustpilot
      Fri fragt over 800 kr. • Bestil inden kl. 14:00. Levering 1-2 hverdage • Kundeservice 2512 0007
      Sproghuset - læsning

      Sproghuset – forstå dit barns sproglige udvikling

      Sproghuset og den sproglige udvikling

      Sproghuset illustrerer forskellige lag i sprogudviklingen hos børn, som er vigtige at forstå, når du skal understøtte dit barns sproglige udvikling. Det basalt kommunikative skal på plads, før du fx kan arbejde med ordforråd eller udtale. Sproghuset viser, at fundamentet skal opbygges, før dit barn overhovedet kan kommunikere. Først herefter kan der bygges på med sprogforståelse, sprogproduktionen og til sidst udtalen, der fungerer som sproghusets tag.

      Kommunikation

      Kommunikation er fundamentet i sproghuset, som er det lag, du skal starte med, når du arbejder med dit barns sproglige udvikling. Her er følgende fokuspunkter: Øjenkontakt, imitation, turtagning og fælles opmærksomhed.

      Øjenkontakt

      Det lyder måske indlysende, men ikke desto mindre er det enormt vigtigt, at du ser dit barn i øjnene, når du taler til ham eller hende. Øjenkontakt spiller nemlig en vigtig rolle i kommunikationen. Når du kigger på dit barn, mens du taler, hjælper det barnet med at forbinde lyde med ansigtsudtryk og gestikulation, hvilket kan fremme sproget. Hav eksempelvis øjenkontakt med dit barn, når du taler til ham eller hende, mens du skifter ble. Du er rollemodel for dit barn, og derfor er det vigtigt, at du også har øjenkontakt med andre, når du taler med dem, så dit barn kan se, hvordan man gør.

      Imitation

      Børn starter tidligt på at imitere sine forældre. Imitation refererer til evnen til at efterligne eller kopiere adfærd, handlinger eller lyde fra andre mennesker omkring sig. Denne evne udvikler sig gradvist i løbet af dit barns tidlige leveår og spiller en vigtig rolle i dit barns kognitive, sociale og sproglige udvikling. Når helt små børn imiterer lyde og ord, lærer de med tiden at koble lydene og ordene til bestemte objekter eller handlinger.

      Turtagning

      Turtagning er en vigtig social færdighed, der udvikles hos små børn. Den refererer til evnen til at veksle mellem at tage sin egen tur og lytte eller reagere på andres ture under en interaktion eller aktivitet. At skiftes til at tale er en grundlæggende regel for kommunikation. Du kan hjælpe dit barn med at øve sig på at tale efter tur ved at have samtaler med dit barn, så han eller hun kan se, hvordan turtagning fungerer. Små babyer kan også lære turtagning. Her kan du efterligne eller besvare din babys lyde. Giv din baby god tid til at svare. Hvis din baby reagerer med nye lyde, kan du svare igen.

      Fælles opmærksomhed

      Fælles opmærksomhed udvikler sig løbende fra fødslen. I starten handler den fælles opmærksomhed om øjenkontakt. Når baby er omkring 4 måneder, kan han eller hun følge dit blik ud i rummet. Det betyder, at I kan begynde at have fælles opmærksomhed på genstande omkring jer. Senere kan I følge hinandens fingre, når I peger på noget, kigger på det samme og taler om det, I ser.

      Fælles opmærksomhed og tæt kontakt er vigtigt for udviklingen af dit barns sprog, da barnet lærer sprog ved at være en del af samtalen. Evnen til at engagere sig i fælles opmærksomhed giver barnet mulighed for at lære gennem observation, samarbejde og social interaktion. Der er en sammenhæng mellem mængden af den tid, et barn tilbringer i fælles opmærksomhed med en voksen, og størrelsen af barnets ordforråd ved 2-årsalderen.

      Sprogforståelse

      Når det gode fundament på sproghuset er blevet bygget op, kan du gå videre til at arbejde med det næste lag i sproghuset, nemlig sprogforståelse. Her lægges der vægt på indre ordforråd og forståelse af beskeder/spørgsmål.

      Indre ordforråd

      Ordforråd kan inddeles i indre ordforråd og i ydre ordforråd. Indre ordforråd refererer til de ord, som barnet kender og forstår, men som barnet ikke bruger selv, mens det ydre ordforråd refererer til de ord, som barnet forstår og bruger selv. Billedbøger kan eksempelvis være godt til at repetere mange forskellige ord, men det er også vigtigt at bruge forskellige ord i hverdagen og sætte en masse ord på hverdagens handlinger. Når barnet hører ord anvendt i forskellige sætninger, vil barnet på sigt have lettere ved selv at bruge ordene selv. Især i alderen 12-24 måneder samler barnet en masse ord ind til både sit indre og ydre ordforråd. Det kaldes “ordsamlerstadiet.”

      Forståelse af beskeder/spørgsmål

      Sprogforståelse hænger tæt sammen med det indre ordforråd. Alderen skal selvfølgelig tages i betragtning, når man taler om sprogforståelse. Når barnet er 9-12 måneder, kan det forstå enkelte kendte ord og korte vendinger. Når barnet er 12-18 måneder, kan det forstå simple beskeder som “Hvor er din næse” eller “Hvor er far?”. Ved 2 års alderen kan barnet forstå omkring 250 ord med en eller to stavelser, mens barnet i 3-4 års alderen kan forstå omkring 600 ord.

      Udvid dit barns sprogforståelse

      • Læs masser af bøger. Det må gerne være bøger om noget, som er genkendeligt for barnet. Og læs gerne de samme bøger igen og igen. Gentagelserne har en positiv indvirkning på sprogforståelsen. Hvis barnet ikke kan koncentrere sig om at lytte til teksten, er det også helt okay at tale om billederne.
      • Tal om det, der interesserer dit barn. Husk at give barnet god tid til at svare, hvis du stiller spørgsmål.
      • Giv gerne dit barn sproglige opfordringer, eksempelvis “Hvor er din bamse?”.

      Sprogproduktion

      Børns sprogproduktion er en kompleks proces, der indeholder mange forskellige faktorer. Sprogproduktion befinder sig derfor også på husets anden højeste etage, og det vidner altså om, at der er mange faktorer, der skal på plads, inden barnet mestrer sproget og kan bruge det i forskellige sociale sammenhænge. Hvis der er sprogforstyrrelser, vil det derfor også typisk være “fundamentet” på sproghuset, som man arbejder med.

      Ordforråd

      Barnet udvider gradvist sit ordforråd, hvilket har en betydning for, når barnet selv begynder at tale og bruge sproget aktivt. Når barnet har et stort indre ordforråd, vil barnet have lettere ved at finde og bruge ordene til at udtrykke sig med. Det indre ordforråd udgør altså fundamentet for det ydre ordforråd. Når et barn forstår ordene (indre ordforråd), kan det gradvist begynde at bruge dem aktivt i sin kommunikation (ydre ordforråd). Ordforrådet udvikles gennem aktiv brug af sproget i kommunikation med andre, herunder leg, samtaler og læsning. 

      Dialogisk læsning er et godt redskab til at udvikle dit barns ordforråd, fordi det er en interaktiv form for læsning, hvor barnet inddrages i læsningen gennem samtale. Gennem samtaler om bogens indhold kan barnet blive introduceret for nye ord og begreber, hvilket udvider ordforrådet. Ved at stille spørgsmål og tale om historien udvikler barnet en dybere forståelse af ordene og deres anvendelse.

      Se vores sprogpakker omkring dialogisk læsning eller se alle vores bøger. De fleste bøger kan tilpasses til dialogisk læsning, men gå gerne efter bøger med farverige og detaljerede billeder, så der er masser af tale om. Vælg også gerne en historie barnet kan relatere sig til, eller et emne som barnet har en særlig interesse for.

      BOBBY bøgerne er eksempelvis populære, fordi de skildrer genkendelige hverdagssituationer, som barnet kan relatere sig til. På den måde er det lettere at starte en samtale, der relaterer sig til barnets egen hverdag og de situationer, som barnet befinder sig i.

      Sætningsopbygning

      Samtidig med at barnet udvider sit ordforråd, udvikler det også sine grammatiske færdigheder. Det kræver dog et vist ordforråd, før barnet kan begynde at sætte ord sammen til sætninger. Barnet vil typisk begynde at sætte ord sammen og danne korte sætninger omkring 18-24 måneders alderen. Sætningerne vil i starten være enkle og bestå af to ord, men de udvikler sig gradvist med alderen og flere ord kommer på.

      Barnet udvikler sine grammatiske færdigheder ved at høre og bruge forskellige bøjninger i samspil med en voksen. Her lærer barnet om navneord, udsagnsord, tillægsord og andre grammatiske regler, der hjælper barnet med at danne korrekte sætninger. Det tager tid at lære at opbygge sætninger korrekt, og barnet vil naturligvis lave mange grammatiske fejl i starten. Forsøg at undgå at rette barnet direkte, men gentag i stedet sætningen korrekt. Barnet vil gradvist fange den korrekte sætningsopbygning og korrigere det over tid.

      Bogen BOBBY finder ting er eksempelvis rigtig god til tidlig grammatik og har fokus på ejefald-s og ental/flertal.

      Udtale

      Den øverste etage på sproghuset omhandler udtale. Det er en kompleks opgave at tilegne sig de forskellige sproglyde og at kunne skelne mellem dem. Nogle sproglyde skal barnet sikkert høre mange gange, før de lagres i hukommelsen. Ligesom med de grammatiske færdigheder udvikles barnets udtale sig også i et sprogligt samspil med voksne. I stedet for at påpege, at barnet udtaler et ord forkert, er det bedre at gentage ordet med den rigtige udtale. Barnet vil med tiden korrigere sin udtale og lagre sproglyden i sin hukommelse. Barnets evne til at kunne identificere og skelne sproglyde er vigtig i forhold til udtale, så barnet kan gøre sig forståeligt sprogligt.

      Bogen BOBBY bruger sprogets lyde er en rigtig god bog til at arbejde med sprogets lyde. Hver side fokuserer på en bestemt konsonantlyd, som bliver repeteret i løbet af siden, så barnet hører sproglyden flere gange. Bogen er udviklet og testet sammen med børn.

      Rim og remser er også en sjov måde at arbejde med sprogets lyde, fordi det skærper barnets opmærksomhed på sproglyde. Rim og remser hjælper barnet med at blive opmærksomme på lyde i sproget. Barnet præsenteres for ord, der lyder næsten ens og kun har en enkelt sproglyd til forskel (Kilde).

      Rim er derfor en god måde for barnet at få erfaringer med forskellige sproglyde, så barnet på sigt kan genkende og skelne mellem forskellige sproglyde. Det har en positiv effekt på barnets talesprog og udtale. Derfor er det også en god idé at præsentere barnet for rim i en tidlig alder, uden forventning om at barnet selv kan finde ud af at rime, men simpelthen for at barnet får mulighed for at lytte til forskellige sproglyde, som giver vigtige sproglige erfaringer. 

      Bøgerne Krible Krable Rim for de små og Rim, Rollinger og rutiner er gode bøger til at sætte fokus på sprogets lyde gennem rim og remser på en sjov og engagerende måde.

      Læs gerne hver dag

      Barnet tilegner sig løbende evnen til at forstå og bruge sprog til at kommunikere med verden omkring dem. Sproget er barnets vindue til verdenen. Og det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt det er at arbejde aktivt med barnets sprog. Det anbefales generelt at læse for sit barn hver dag, hvis muligt. Regelmæssig læsning kan hjælpe med at udvikle barnets sprogfærdigheder, ordforråd og forståelse af grammatiske strukturer.

      Det kan være en god idé at forsøge at skabe en rutine omkring læsningen. I kan eksempelvis læse som en del af jeres putterutine, eller måske når barnet kommer hjem fra institution. Ofte har barnet brug for mental ro og fysisk kontakt efter en dag i institution, og der kan læsning være en god aktivitet, der skaber nærvær og ro.

      Comments are closed.

      Giv mig besked Indtast din e-mail. Vi sender dig en besked, når varen er på lager igen. Du tilmeldes samtidig DearBabys nyhedsbrev.
      Behandling af dit abonnement…