Visuel sans

Udviklingen af synssansen

Børns synssans udvikler sig hurtigt og markant fra fødslen, og barnets syn er i store træk udviklet ved 1 års alderen, men det er først 100% færdigudviklet i 6 års alderen. Ved fødslen er synssansen den mindst udviklede af sanserne, men den modnes hurtigt i løbet af de første leveår.

0-2 måneder

Nyfødte har et begrænset syn og alt er sløret. Baby har nemlig ikke haft mulighed for at træne sin synssans i maven, fordi der var mørkt. Synets skarphed er hos nyfødte ca. 30-40 gange ringere end voksnes. Men i løbet af de første leveuger udvikles synets skarphed, dog kan baby kun se objekter 20-30 cm væk. Baby foretrækker kontraster og mønstre og reagerer bedst på farverne gul og rød. Baby er særligt tiltrukket af ansigter og lærer hurtigt at genkende forældrenes ansigter, så derfor er det rigtig godt, at baby får mulighed for at interagere med ansigter. Efter 2 måneder kan baby fokusere næsten lige så godt som en voksen.

Når baby er 2 måneder, skal han eller hun være sikker i sin øjenkontakt (Øjenforeningen.dk).

3-6 måneder

Synets skarphed forbedres markant. Din baby begynder at følge bevægelige objekter med øjnene (tracking), genkende forskellige ansigtsudtryk og udvikle dybdeopfattelse. Din baby kan også begynde at gribe efter objekter, de ser.

Millioner af synsoplevelser

Din baby har brug for millioner af synsoplevelser, så cellerne i øjet, som omdanner lys til nerveimpulser, kan udvikle sig. Der skal også rigtig mange synesoplevelser til, før øjne, hjerne og krop lærer at samarbejde. Din babys hjerne skal nemlig lære, at begge øjne skal samarbejde, så de forskellige synsindtryk bliver til en tredimensional synsoplevelse (Kilde: Øjenforeningen.dk).

Flyt din baby rundt til forskellige steder i hjemmet, så han eller hun kan opleve forskellige synsindtryk. Giv også din baby mulighed for at se ting fra forskellige vinkler og afstande.

Motoriske færdigheder

Visuelle indtryk hjælper børn med at koordinere deres bevægelser. Evnen til at se og reagere på objekter i bevægelse understøtter udviklingen af både fin- og grovmotoriske færdigheder, som at gribe, kaste og balancere.